Turkis’s historie:

Turkis er en af de ædelsten som ses længst tilbage i historien, og som i nutiden stadig bruges i et betragteligt omfang i den moderne smykkekunst.

Nogle af de ældste fund er dateret til at være ca. 5000 år gamle. Turkis blev brugt af de gamle egyptere og aztekerne som smykkesten eller dekorative sten. Et eksempel på dette ses i Kong Tutankhamuns ”Dødsmaske”, hvor både turkis og en anden kendt men mørkere blå ædelsten, lapis lazuli indgår, samt store dele af hans gravkammer også var indlagt med turkis. De gamle egyptere mente, at farven blå var et symbol på regenerering, så turkis blev højt værdsat til både dekorative og overtroiske formål på denne tid.

Turkis har en lang historie med brug som talisman eller amulet hos mange kulturer. Både de gamle egyptere, mesoamerikanere, indianere og tibetanere, har i århundrede troet på at turkis indeholdt nogle særlige kræfter. Nogle mente at turkis kunne beskytte bæreren mod skade, mens andre mente, at den bragte held, lykke og rigdom. Der var kulturer som mente at turkis havde evnen til at reflektere bærerens helbred.’ Dens farve falmer når den bæres af en med dårligt helbred og bliver dybere og mere levende i farven, når den bæres af en sund person.

Det var måske ikke alle deres observationer som var ren overtro, for i dag ved man at turkis kan ændre farve på grund af lyset, på grund af sved eller andre urenheder, samt ved en kemisk reaktion fra kosmetik.

Et eksempel på nutidens ”overtro”: I dag menes turkis at tilbyde beskyttelse og være nyttig for karrierer og rejser.

Iran har været en vigtig kilde til turkis i mindst 2000 år. Det blev oprindeligt navngivet af iranere      ”pērōzah”, som betyder ”sejr”, og senere kaldte araberne det ”fayrūzah”, som på moderne persisk udtales som ”fīrūzeh”. I iransk (persisk) arkitektur, blev den blå turkis anvendt til at dække de kupler på paladser, fordi dens intense blå farve var et symbol på himlen på jorden.

Navnet ”turkis” stammer fra det franske, ”turkis”, som betyder ”tyrkisk sten”.

På trods af at være en af de ældst kendte ædelsten, introduceredes den sandsynligvis først til Europa, gennem Tyrkiet, med andre ”Silkevejs nyheder”. Turkis blev ikke kendt som prydsten i vesten før i det 14. århundrede, efter et fald i den romersk-katolske kirkes indflydelse, som muliggjorde brugen af turkis i sekulære smykker. Turkis var tilsyneladende ukendt i Indien indtil Mughal-perioden og ukendt i Japan indtil det 18. århundrede.

Så navnet turkis kommer ud af ”Tyrkisk sten” fordi den første gang blev transporteret til Europa via en tyrkisk nation og farven vi genkender i dag som turkis, er opkaldt efter denne ædelsten.

Ædelstenen turkis, må siges at være en af ”silkevejens vidundere”, som måtte tage en meget lang rejse op gennem tiden, før den blev kendt og efterspurgt i hele verden.

Farve og særlige kendetegn:

Farven på turkis spænder fra himmelblå til grøn afhængig af forholdet mellem kobber og aluminium i den kemiske sammensætning.

Turkis er undertiden blandet med malakit eller chrysocolla, hvilket medfører et blåt til grøn-mixet udseende. Det turkis som findes i USA, indeholder snarere jern end aluminium og af den årsag er den mere grønlig i sit udseende. Ren blå turkis er faktisk sjælden, så det meste turkis indeholder brune, mørkegrå eller sorte ”årer” som kan fylde mere eller mindre. Disse vener/årer kan enten være værtstenen eller andre mineraler. Turkis som indeholder årer kaldes ”turkis matrix”. Den mest eftertragtede farve på turkis er ren himmelblå (også kaldet ”persisk blå”) efterfulgt af blågrøn eller æblegrøn. Nogle gange kan turkis’en have et eftertragtet spin af vener/årer som ligesom danner et edderkoppe-spin mønster, også kaldet ”spinelvæv-turkismatrix”.

Turkis er gennemsigtig til ugennemsigtig, hvor de gennemsigtige er ret sjældne. Den udviser en mat til voksagtig glans.

Turkis er næsten aldrig facetslebet, så ses oftest i cabochonslib. På grund af sin relativt lave hårdhed på 5-6 på mohs skalaen, ser vi den også udskåret i dekorative genstande og brugt som indlæg i forskellige materialer. Kugleformede turkisperler er også populære og ofte set til armbånd, øreringe og halskæder.

Da turkis er et forholdsvis porøst materiale, ser man den undertiden imprægneret med polymerer, voks eller plast for at forbedre farven samt hærde dens overflade.

Farven på det turkis som er i markedet, er oftest forbedret ved brug af olie eller paraffin farver eller kobbersalt. Alle disse behandlinger er ok, hvis der ved en hver handel gøres opmærksom på det.

Ubehandlet, vil den faktisk let miste farven, så de behandles som oftest for at gøre dem mere modstandsdygtige imod slid og tab af farvens glød.

Der fremstilles imitationer i et stort omfang af indfarvet Calcedon (agat) eller Howlit. Der fremstilles også i et vist omfang turkis af knust, dårlig turkis, sammen med glas, porcelæn og plast pulver, som så limes sammen og anvendes til at lave turkis ædelsten. Dette er selvfølgelig helt uacceptabelt at kalde dette en ædelsten.

Alle seriøse som handler med ædelsten, eller smykker med ædelsten, informere ved et hvert salg om alle kendte behandlinger som den aktuelle sten har været underlagt, samt informere køberne om eventuelle synteser eller imiterede materialer.