skip to Main Content

Stjerne Rubin:

Stjerne Rubin – 2,03 ct, Opaque, Ubehandlet

Rubinen kaldes “Stjerne rubin” når den udviser fænomenet “Asterisme”….!

Henrik Mathiesen

Stjerne rubinen’s historie:

Stjerne rubinen er en sjælden ”under sort” af den mere kendte ”Rubin”, og som begge er varianter af krystallet Korund. Rubinen kaldes ”Stjerne rubin” når den udviser fænomenet ”asterisme”, som er en seksstrålet stjerne, som kommer til syne hen over overfladen når stenen udsættes for en direkte lyskilde. Denne sekstrålede stjerne flytter sig hen over stenen når stenen drejes i forhold til belysningen.

Et virkeligt magisk og smukt syn ….

Som øvrige rubiner kan minedriften føres helt tilbage til omkring 2500 bc, selvom det først var omkring det 18 århundrede, at man opdagede at rubin og safir reelt var det samme krystal, nemlig Korund, men hvor det var tilstedeværelsen af forskellige metaller som gjorde forskellen i farven.

Det er kun en meget lille procentdel af det rubin som findes rundt om i verden, som udviser dette optiske fænomen, det at udvise ”asterisme”. Så ud over at en rubin i en virkelig eftertragtet farve, er meget sjælden og dyr, så er en stjernerubin i en virkelig eftertragtet kropsfarve, endnu mere sjælden. Så prisen på virkelig fine eksemplarer af stjernerubinen handles for meget store summer i markedet. Disse stjernerubiner behandles som øvrige rubiner i markedet også ofte med varme (mellem 800-1600 grader) for at forbedre og udjævne farven. Denne behandling og flere andre typer behandlinger er accepteret i markedet, hvis bare man ved handel med stenene gøres opmærksom på behandlingen. Behandlede sten ( ca. 99 % af alle rubiner i smykkekvalitet, i markedet) får samtidig prisen til at være lidt mere ’acceptabel’ og tilgængelig for en større del af køberne. Til gengæld sender det prisen på et godt eksemplar som er ubehandlet, helt op i skyerne.

Farve og særlige kendetegn:

En Stjernerubin er altid rød, hvorimod de øvrige nære ”slægtninge” Stjernesafirerne, har alle de øvrige safirfarver lige på nær rød, som jo så er rubinen. (Rubin og Safirer er som sagt, alle varianter af samme krystal, Korund.) Rubinen er reelt en rød safir, men har bare fået sit eget navn, “Rubin”.

Farven på stjernerubin spænder som hos den almindelige rubin, fra medium lys rød til mørk rød, og kan samtidig have en nuance som svinger i mellem rød/orange eller rød/violet, men så længe den dominerende farve er rød kaldes den en stjerne rubin.

Farvebetegnelser som ofte bruges i markedet kunne også være: blodrøde, livlig røde, dueblodsrøde (pigeon-blood red).

Som alle andre farvede ædelsten, er det hos stjernerubinen, kropsfarven som er den alt overskyggende faktor i vurderingen af kvaliteten og dermed prisen. Forskellen på øvrige farvede ædelsten og stjernerubinen, er at den har en sidestillet, lige så vigtig faktor for bedømmelsen af kvaliteten, nemlig synligheden og intensiteten af lysstjernen. Samtidig vurderes der også på, hvor perfekt stjernen tager sig ud (lysstrålerne skal være så rette og symmetriske som muligt, og være centreret på stenen).

Så husk at prisen på en stjernerubin, afhænger ikke kun af vægten. De øvrige beskrevede kvaliteter har en større andel af det samlede indtryk, som sætter stenens pris i markedet.

Årsagen til de 6 stråler i stjernen og ikke eksempelvis 4, er at rubinen er skabt i det krystalsystem som kaldes ”Heksegonal” hvor det rå krystal skabes i en form med 6 sider/overflader. Uden at komme for langt ind i den Gemmologiske verden, er det reelt måden som lyset vandrer igennem krystallet på, som gør at ligheden med krystallets antal sider i sin grundform, og hvor mange stråler der er i stjernen, er den samme. Det er når lyset rammer de strukturelt orienterede, tætpakkede bundter af rutil-nåle (indeslutninger), hvor der altid vil være 3 grupper (Bundter), som skærer hinanden i en 60 graders vinkel til hinanden. Disse 3 ’midt’ forbundne linjer, gør at lyset så forlader stenen igen og ses som 6 lysstråler.

Stjerne Rubin 2,03 ct. Ubehandlet (synlig krystalform)

Så en vigtig oplysning at tage med herfra, det er at hvis nogen tilbyder dig en stjernerubin som kun udviser en firestrålet stjerne, så forsøger de at snyde dig, for så er det ikke en stjerne Rubin/Safir.

Et andet kendetegn er, at Stjernerubin og alle øvrige ædelsten som udviser ”asterisme” slibes altid i formen, cabochon. Denne slibeform ses som værende flad i bunden og er slebet i en ensartet bue på toppen.

(For at se en oval cabochon for dig, skal du forstille dig at du tager et kogt og pillet æg, deler det lige igennem (fra spids til spids) med en kniv, og du står med 2 stykker æg i oval cabochon form.)

Denne slibeform er optimal for at dette fænomen kommer til syne på overfladen af stenen.

Stjerne rubinen er med sin hårdhed på 9, på mohs. skala, kun overgået af diamant. Det perfekte valg til alle typer smykker.

Stjerne Rubin forekomster:

Stjernerubinen forekommer alle steder hvor ellers rubin findes, men hvor Burma (Myanmar), går for at være stedet hvor nogen af de fineste og mest eftertragtede kommer fra.

Der er flere vigtige kilder til rubin, men den mest berømte kilde til rubiner i topkvalitet, som er bedst kendt i markedet i gennem tiden, er ”Mogok-stenen” i Burma (som nu hedder Myanmar). Dette sted er forblevet verdens førende kilde til rubiner/stjernerubiner i over 800 år.

Mogok Rubin mine, Myanmar(Burma)

Omkring 650 km nord for den burmesiske hovedstad ”Rangoon” (Yangoon) i Katha-distriktet, som befinder sig i det nordlige Burma, befinder sig en ca, 180 kvadratkilometer stor zone, bestående af stærkt bakket terræn med flere etniske grupper, samt hvad der uden tvivl er en af de mest maleriske regioner i hele landet. I århundreder har regionen set meget mere spildt menneskeblod, end det samlede Due blod (pigeon-blood) set i alle fundne rubiner til sammen, i jagten på den værdi-satte ”padamya”, som er den burmesiske betegnelse for rubin.

Andre kilder til rubin kunne også være Thailand, Sri Lanka, Madagaskar, Tanzania, Mozambic, Kenya, Afghanistan, Brasilien, Indien, Pakistan, Australien, Malawi, Zimbabwe, USA og Grønland.

Smuk ring med Stjerne rubin omkranset af brillanter.

Stjerne Rubin krystal fra Mozambique.

Berømte eksemplarer:

“Rosser Reeves” Stjernerubin:

Den 138,7 ct. (27,74 g) Store stjernerubin med sin intense røde farve og veldefinerede stjerne, og tildelt navnet ”Rosser Reeves”, er nok den største Stjernerubin i verden.

Stjerne rubin 138.7 ct. Foto Dane A.

Stjernerubinen stammer oprindeligt fra Sri Lanka, og skulle efter sigende være købt for en mand ved navnet Reeves, af en Robert C. Nelson Jr. Fra New York City, som solgte den for en Paul Fisher, også fra New York. Robert Fisher (Pauls far) havde købt stenen på en auktion i London 1953. Den gang vejede stenen 140 ct. (28 g), men var kraftigt ridset. Under genpoleringen hvor der blev fjernet et par carat, blev stjernen samtidig gjort mere centreret.

Rosser Reeves, som stenen hvis navn nu bære, bar stenen rundt som sin lykkesten og omtaler den som ”sin baby”.

Artikler i New York World-Telegram og The Sun I 1953, omtalte denne fabelagtige ædelsten.

Reeves donerede den som gave til ’Smithsonian National Museum of Natural History’ i Washington DC i 1965, hvor den nu er at se.

Et virkelig pragteksemplar…

Delong Star Ruby” :

Dette er en 100,32 ct. Stor stjernerubin (20,064 g) slebet i oval cabochon. Stenen blev fundet i Myanmar (Burma) i 1930’erne. Den blev solgt af Martin Ehrmann til Edith Haggin DelLong, for den nette sum af 21.400 USD. Derefter blev den i 1937 doneret til ”American Museum of Natural History” i New York City.

“Delong Star Ruby” 100,32 ct. Oreginalt billede fra 1930’erne:

Den 29. oktober 1964 var stjernerubinen en af en række meget dyre ædelstene som blev stjålet i det berygtede smykkeoverfald udført af Jack Roland Murphy, samt to medskyldige. I Januar 1965 blev ni af de stjålne ædelstene, inkl. Star of India og Midnight Star, fundet i et skab i et busdepot. Desværre var Delong Star Ruby ikke iblandt dem. Efter måneders forhandling indvilligede den ukendte indehaver af rubinen, gennem en trediepart inklusive Dick Pearson at frigive den for 25.000 $. Summen blev betalt af den velhavende Florida-forretningsmand John D. Macarthur som også var tilstede d. 2 sep. 1965, da rubinen blev genfundet på det udpegede afleverings sted, nemlig i en tlf. box ved en serviceplads på Sunshine State Parkway i Florida.

“Delong Star Ruby” 100,32 ct. Billede af nyere dato.

Måneder senere blev Dick Pearsen anholdt ved et indbrud i en smykkebutik i Georgia, hvor han blev fundet i besiddelse af en 100 $ seddel med løbenr. Fra den tidligere løsesum på 25.000 $. Han blev idømt 10 års fængsel for sin involvering i ”Delon Star Ruby” sagen.

“Stjernen af Kantandru”

“Stjernen af Katandru” 16,21 ct.

Denne meget smukke stjernerubin med en vægt på 16.21 ct., har en meget velcentreret stjerne med lige lysstråler og er skarp i sin intensitet samt en smuk og meget ensartet kropsfarve. Den stammer fra Sri Lanka.

 Stjernerubinen blev navngivet ”Star of Katandru” efter donerens børn, Katrine og Andrew. Stenen er en gave fra Mr. Jeffrey B. Bilgore i 2004 til minde om Mr. IG Heyman.

Den befinder sig på ’Smithsonian National Museum of Natural History’ i Washington DC.

“Største kendte stykke Stjernerubin”

En af verdens største og kendte eksemplarer af rå rubin som udviser ”Asterisme”, vejer ca. 18.696 ct. og måler 122,4 x 112,3 x 133,9 mm.

Rubinen er halvgennemsigtig til uigennemsigtig og indeholder rutil, hvilke kan skabe ”Asterism” seksstrålestjerne, hvis den slibes i cabochon. Krystallen viser stærk fluorescens, når den udsættes for LW ultraviolet lys.

Stenen er certificeret hos GIA, 24 Maj 2006, med repportnr. 15171991.

Stjerne rubin/rubin er juli måneds lykkesten.

Henrik Mathiesen

Back To Top
×Close search
Søg