Rubinens historie:

Rubinen, den røde variant af krystallet Korund. Rubinen er op gennem tiden af mange blevet betegnet som ”Kongen af ædelsten”. Dette udspringer muligvis af at Hinduerne som værdsætter Rubinen meget højt, gav den navnet ”Ratnaraj” som direkte oversat betyder, Kongen af ædelsten.

Selvom spor af minedrift efter rubiner, kan føres helt tilbage til omkring 2500 bc. er det først omkring det 18 århundrede, at man opdager at Rubin og Safir rent faktisk dannes af samme krystal, nemlig krystallet Korund. Forskellen på disse to ligger mest i tilstedeværelsen og mængden af det farvende element, som i Rubinen tilfælde hovedsageligt er chrom, og hvor det i Safir er Titanium.

Så lidt simpelt fortalt, når krystallet korund i sin grundform dannes (som er farveløs) og der samtidig er lidt Chrom til stede under krystaldannelsen, bliver den rød. Hvorimod hvis det er Titanium som er til stede, bliver den blå, er der lidt jern til stede bliver den gul osv.

Rubinen i fineste kvalitet, går for at kunne sælges i markedet for et højere beløb, end en Brillant i samme størrelse og kvalitet kan sælges for. En af årsagerne til dette er at Rubiner i god kvalitet er ekstremt sjældne, samtidig med at efterspørgslen er meget stor. Prisen på et ubehandlet eksemplar på 1 ct. + med god farve, god glans og god slibning befinder sig fra omkring 33.000 kr. pr. ct. og helt op til 330.000 kr. pr. ct.

Forskellige behandlinger er da også accepteret i markedet ( bare det oplyses ved handel hermed) , bla. på grund af manglen på godt ubehandlet materiale og med stor efterspørgsel på samme tid. Varmebehandling (mellem 800-1600 grader) som er en behandling, næsten 99 % af alle Rubiner i smykke kvalitet udsættes for. Behandlingen er for at farven og klarheden udjævnes og bliver bedre og derved mere ligner de mest eftertragtede ubehandlede eksemplarer. Dette får samtidig prisen til at bevæge sig ned i et leje, mellem ca. 4.000 og ca. 150.000 kr. pr. ct. samt gør muligheden mere tilgængeligt for flere, at erhverve et smukt eksemplar.

Farve og særlige kendetegn:

Farven på Rubinen spænder fra Medium lys rød til mørk rød, og kan samtidig godt svinge fra rød/orange eller rød/violet, men kun så længe den dominerende farve stadig er rød, kaldes den en Rubin. Er den ikke det, men eksempelvis lyserød kaldes stenen i stedet for en Pink-safir. Der er i markedet bred uenighed om, præcis, hvor farvegrænsen eksempelvis går mellem Rubin og pink-Safir eller Rubin og orangerød-Safir. En stor del af uenigheden kunne måske mistænkes for at være, alt efter på hvilken side af bordet man befinder sig.

Som i alle andre farvede ædelsten, er det hos Rubinen også farven som er den alt overskyggende vigtigste faktor i vurderingen af kvaliteten og prisen på stenen.

Som endnu en vigtig faktor kommer mætningen af farven også i spil ved bedømmelsen. Den som får den bedste bedømmelse, har en intens medium rød farve og som godt kan sammenlignes med opfattelsen af røde lys i et trafiklys.

Gennem tiden er farven ”Pigeon-blood-red” Due-blods-rød, gået for at være betegnelsen på den mest eftertragtede farve. En ren rød farve med en svag undertone af blå til violet.

Farven betegnes også i markedet som ”Burma rød”, men er af den årsag ikke nødvendigvis fra Burma (nu Myanmar), men den har farven som var kendetegnet ved den meget fantastisk smukke røde farve på Rubiner som kom fra det legendariske Mogok, i det nordlige Burma, hvor de berømte rubinminer ligger i dalen omkranset af høje bjerge.

Når farven skal bedømmes, er det vigtigt at betragte den under flere forskellige lyskilder, da farven ændre sig meget når den eksempelvis ses under Lystopsrør og derefter under en glødepære.

Langt de fleste Rubiner har indeslutninger i et vist omfang. De kan forekomme så der skal forstørrelse til for at se dem, men de kan også være i en størrelse så de kan ses med det blotte øje. I de tilfælde hvor indeslutningerne ikke kan ses med det blotte øje, og som samtidig ikke har indflydelse på glansen, vil det ingen betydning få ved bedømmelsen af kvaliteten på Rubinen.

Indeslutningerne kan eksempelvis bestå af andre mineraler, små sprækker eller revner med gas eller væske. Det kunne også være såkaldte ”rutil nåle” som er meget udbredt i rubiner. Alle disse kan for eksperten være af stor betydning for at finde bevis på ægthed, evt. behandling og oprindelse.

Eksempelvis vil tilstedeværelsen af ”rutil nåle” være et godt tegn på at den ikke er varme behandlet, da disse normalt vil forsvinde under opvarmning.